Eksempel: Online Styring af Usserød Renseanlæg

På Usserød RA i Hørsholm kommune er installeret en ammonium-styret iltregulering. Måleresultater viser at iltforbruget reduceres med 15-20%. Desuden er den totale kvælstoffjernelse er blevet forbedret.
AMMONIUMSTYRET ILTREGULERING
Formålet med den ammoniumstyret iltregulering er at optimere forbruget at ilt ( indblæsning af luft) til nitrifikationsprocessen. En væsentlig del af el-omkostningerne på renseanlægget er relateret til forbrug på blæsemaskinerne, der blæser luft ind i procestankene. Ved en online-styring af beluftningen efter ammoniumkoncentrationen i procestankene, kan der forventes en besparelse på 10- 25 % af energiforbruget til blæserne, da der ikke vil blive brugt unødig beluftning når nitrifikationsprocessen ikke kræver det.
Det totale energiforbrug på et renseanlæg kan omregnes til 5-6 kWh pr. omsat kg kvælstof. Heraf går 70-80% alene til beluftning. På Usserød RA fjernes der ca. 400 kg N pr døgn. Bidrager on-linestyringen med en besparelse på bare 15% vil dette give en besparelse på 400 kg N/d*5,5 kWh/kgN*0,75% forbrug til beluftning*15% besparelse = 250 kWh/d. Hvilket giver en årlig besparelse på 90.000 kWh/år.
ONLINESTYRING AF KULSTOFDOSERING
Med henblik på at opnå maksimal reduktion af kvælstof er der etableret en on-line styret kulstofdosering. Kulstofdoseringsanlægget består af en nedgravet methanoltank på 15 m3 og doseringsudstyr således, at der kan doseres direkte til anox-tankene for denitrifikation på det recirkulerede nitrificerede spildevand. Med et udgangspunkt i 1. kvt 2000, har den online-styrede kulstoftilsætning bidraget med en besparelse beregnet som følger:
Reduktion af kvælstof i 2000 = 77%. Såfremt der ikke var etableret on-line styring vil denne reduktion være uændret i 2001. Det må derfor forventes, at der ville have været afledt 115 kg/N pr døgn, svarende til en afgift på: 115 [kg/d] * 365 [d/år] * 20 [kr/kgN] = 840.000 kr/år. Den faktiske udledning af kvælstof i 1. kvt 2001 bidrager til en årlig afgift på 590.000 kr/år .
Etableringen af on-linestyring af kulstofdosering kan derfor tillægges
en besparelse på 250.000 kr/år.En del at succesen skyldes implementeringen
af efterdenitrifikationen.
ONLINESTYRING AF SKIFT FRA ANOX-TANK TIL OX-TANK
Procestankene er opbygget således at én af de to Anox-tanke i hver linie, kan ændres til Ox-tank, såfremt det blev nødvendig. Behovet opstår når anlægget bliver kraftigt belastet med ammonium, eller hvis nitrifikationshastigheden reduceres, evt. ved reduceret slamkoncentretion.
Tidligere blev denne ændring foretaget manuelt, og ofte senere end ændringen burde være foretaget. For at udnytte denne kapacitet optimalt blev denne styring indarbejdet i den ammoniumstyret iltregulering. Formålet er til en hver tid at sikre nitrifikationen, og dermed også muligheden for at reducere kvælstof.